Sådan får du en god og tør telttur

For at få en tør telttur i Danmark kan du enten bede til vejrguderne om godt vejr eller bevæbne dig med minimum to presenninger. Presenninger er nemlig en billig måde, hvorpå du kan gøre din telttur en del rarere i det danske klima. 

Sørger du for altid at have presenninger med dig, når du er på telttur, kan du, modsat alle de andre campister, opholde dig i tørvejr udendørs, når regnen siler ned.

Læs denne artikel før du tager på telttur, og så er du forberedt til fingerspidserne. Du finder nemlig ud af, hvor altafgørende presenninger er.

Praktiske anvendelser af en presenning på teltturen

Der er faktisk mange gode grunde til, at du bør medbringe presenninger, når du skal på telttur. De har nemlig et væld af praktiske anvendelser, når vejrudsigten melder om regn.

  • Læg altid en stor presenning under teltet, før du slår det op. Det hjælper dig med at holde teltet tørt, når det regner og jorden bliver våd og mudret.
  • Du kan bruge en presenning til at lave et improviseret husly, hvor du kan have alt dit medbragte udstyr såsom en grill, stole m.m. stående. Under presenningen kan du ligeledes lave mad samt spise. Brug eventuelt også presenninger til at lave en afskærmning for vinden omkring dit improviserede husly. Det giver en ekstra komfort.
  • Med en presenning ved hånden kan du lave et legetelt til børnene, så der er mere plads ”indendørs” på en regnfuld dag.
  • Beskyt dit telt mod regnen i en nødsituation ved at lægge en presenning over det.

Sørg for at have en presenning som bunddække

Er du på telttur i Danmark, er der en stor risiko for, at det bliver regnvejr på et eller andet tidspunkt. Regnvejr kan være utrolig hyggeligt i en kort periode under en telttur så længe, at du kan holde dit telt tørt.

Uanset om det allerede regner, eller om solen skinner fra en skyfri himmel, bør du sikre dit telt ved at lægge en presenning under det, inden du slår teltet op. En presenning er et godt bunddække. Du skal blot sørge for, at ingen dele af presenningen stikker ud under teltet. Det vil nemlig samle vand og føre det ind under dit telt.

Inden du lægger presenningen på jorden, skal du desuden sørge for, at der ikke er vandhuller, sten, fordybninger, torne, jordklumper eller lignende.

Opbygning af et improviseret husly af en presenning

Når du skal opbygge et improviseret husly af en presenning, har du, udover presenningen, brug for fire lige teltstænger, teltpløkker og reb eller slangearme. Ved at bruge slangearme får du en fleksibilitet i forhold til vejr og vind.

Start med at placere de fire teltstænger. De skal placeres med et stykke imellem dem og overfor hinanden to og to. De to af teltstængerne skal være højere end de andre to teltstænger således, at regnen ikke samles oven på presenningen.

Du skal stabilisere de fire teltstænger ved at bruge reb eller slangearme, der fastgøres til jorden med teltpløkker. Rebet skal desuden gå fra den ene teltstang til den anden, så det kommer til at ligne en tørresnor. Når du har de to ”tørresnore” på plads, kan du lægge presenningen over dem.

Sørg for at presenningen er stram, da der ellers er en chance for, at der kan samles vand i ”bulerne”. Det gør du blandt andet ved også at sætte reb i presenningens hjørnehuller og fastgøre det til jorden ved hjælp af teltpløkker.

Ønsker du yderligere beskyttelse, kan du bruge et læsejl eller flere presenninger til at lave et læhegn omkring dit improviserede husly. Har du ikke stole til din rådighed, er det ligeledes en god idé at lægge en presenning på jorden, så du kan sidde og spise på tør grund.

Vær opmærksom på at hvis det blæser rigtig meget, er der en stor sandsynlighed for, at du ikke kan lave denne form for simpelt husly. Tag derfor altid vindforholdene i betragtning, inden du giver dig i kast med projektet.

Har du lavet dit husly, og det derefter begynder at blæse kraftigt, skal du fjerne presenningen og håbe på, at rammen bliver stående til, at bedre vejr viser sig.

Lav et legetelt til børnene

Har du en presenning med på telttur, kan du hurtigt lave et legetelt til dine børn. Det er en fordel, hvis I eksempelvis har brug for mere ”indendørs” plads, når det regner. For at lave legeteltet eller en bivuak skal du bare bruge et stykke reb, en presenning og teltpløkker eller store sten.

Det er meget hurtigt at lave et legetelt. Du skal starte med at binde rebet fast mellem to træer eller lignende. Læg derefter presenningen over rebet og slut af med at spænde den ud. Det gør du ved at lægge store sten langs kanten. Du kan ligeledes bruge teltpløkker og presenningens forstærkede huller.

Nødbeskyttelse af dit telt ved kraftig regn

Sommetider kan regnvejret være så voldsomt, at det kan være svært at holde teltet tørt indvendigt. Det hænder også, at regnen slår vandret ind på teltet, så der kommer regn ind gennem lynlåsen.

Har du en presenning, kan det redde din dag. Du kan nemlig lægge presenningen over dit telt for at beskytte teltets svage punkter i en nødsituation.

Det rette valg af presenning til teltturen

Er du vild med at tage på telttur, har du forhåbentligt fået øjnene op for, hvor alsidig en hjælp en eller flere presenninger er. Har du fået et ønske om, at du skal have presenninger med næste gang, du pakker teltet og skal på tur med familien? Så vil du sikkert gerne vide, hvilken presenning der er den bedste at tage med. Det er meget forståeligt, da der findes mange forskellige typer. 

Det kan kun anbefales, at du investerer i presenninger af god kvalitet. Du bør købe presenninger, der er 100 % vandtætte og i en kraftig kvalitet, hvis de skal leve op til de nævnte anvendelsesmuligheder.

Kig eventuelt på en standard presenning, en stærk presenning eller en ultra stærk presenning. Hvilken en, der er den bedste, kommer an på dine ønsker og behov.